Postinfektiøs hovedpine

(Bihulebetændelser gennemgås særskilt.)

Alle strukturer i kraniet, ørerne, næsen, tænderne, øjnene og muskulaturen indeholder smertereceptorer og kan dermed ”gøre ondt”. Dette gælder også hjernens hindesystemer samt de store tilførende pulsårer og de dybe vener i midthjernen. Store dele af hjernevævet har dog ikke smertereceptorer. Man mener, at smerter ved infektiøs og postinfektiøs hovedpine hidrører fra en ændring i smertebearbejdningen i hjernen og andre dele af nervesystemet på grund af de pågående betændelsesprocesser og sandsynligvis kommer ved virusinfektioner og bakterielle infektioner i hjernevævet også en ændring af smertefølsomheden i hjernehinderne.

 Ved almindelig forkølelse og influenza er det meget almindeligt at få hovedpine. Det gælder også for sværere infektioner andetsteds i kroppen (fx blodforgiftning/sepsis), at der kan ses hovedpine som komplikation. Hjernehindebetændelse og hjernebetændelse (meningitis, meningoencefalitis) kan opstå af flere forskellige årsager. Virus, bakterier og sjældnere svampe/parasitter kan angribe hjernevævet. 

Mere om postinfektiøs hovedpine

Ved meningitis kan hovedpinen opstå hyperakut som såkaldt ”tordenskraldshovedpine”, dvs. maksimal hovedpine inden for 2 minutter. Hovedpinen forværres, samtidig med at meningitis forværres, og bedres samtidig med bedring af meningitis, og findes typisk enten i hele hovedet eller i baghovedet og i sammenhæng med nakkerygstivhed. 

Er der nakkerygstivhed og høj feber samt almen utilpashed, og er det en alvorlig infektion, så er der typisk også andre problemer: påvirket/forvirret/nedsat bevidsthed, lysskyhed, kvalme og opkastningstendens. Selvfølgelig en ”112-situation”. Andre tilfælde er heldigvis noget mindre dramatiske, men der kræves fortsat en tidsmæssig sammenhæng imellem infektion og hovedpinefremkomst (ny hovedpine). Det gælder således også, at man skal godtgøre, at der har været en akut infektion af en vis alvorlighed med samtidigt ledsagende hovedpine, før man efter 3 måneder vil tale om postinfektiøs hovedpine.  

I nogle tilfælde vil den infektionsmedicinske speciallæge følge den udskrevne patient tæt over måneder for at sikre sig, at infektionen er bekæmpet, og at der ikke opstår efterfølgende komplikationer. Nogle af de undersøgelser, som ofte kommer på tale akut og eventuelt senere, er CT- og MR-scanninger, undersøgelse af spinal væske (rygmarvsvæskeprøve), bloddyrkninger osv. 

Efter en svær infektion kan man med fordel gradvist øge fysisk aktivitet og koncentrationsarbejde og anvende afspænding. Ved meget svær hovedpine anvendes morfika ofte; man bør dog kun kortvarigt bruge afhængighedsskabende smertestillende medicin. Ved postinfektiøs hovedpine kan der evt. være behov for, at man undervejs indhenter en neuropsykologisk vurdering og sammen med lægen søger at afdække provokerende og lindrende faktorer. Søvn og hovedpine/smerte bør især afdækkes. Som ved posttraumatisk hovedpine er der også ved postinfektiøs hovedpine en risiko for at udvikle MOH.