Hortons Hovedpine (også kaldet klyngehovedpine eller cluster headache) manifesterer sig ved anfald af intense, svære smerter i eller omkring det ene øje. Øjet bliver rødt og løber i vand, næsen løber eller stopper til, øjenomgivelserne hæver op, det øverste øjenlåg kan hænge slapt ned, og pupillen bliver mindre. Anfaldene og symptomerne optræder som regel altid i den samme side, og smerterne er så voldsomme, at de for mange føles, som om en kniv drejes rundt i øjet.... Andre har fornemmelsen af, at der inde i hovedet sidder en knytnæve, som prøver at presse øjet ud. Under anfaldet vandrer mange frem og tilbage, mens de holder hånden presset hårdt mod øjet og tindingen eller dunker hovedet ind i væggen for at fremprovokere en anden smerte, som kan aflede opmærksomheden. Nogle lægger sig på alle fire eller sidder med hovedet i hænderne og rokker frem og tilbage. Selv ikke morfin hjælper mod smerterne.
Varighed af og tidspunkter for hortonanfald
Anfaldene varer typisk 2-3 timer og rammer ofte en eller to gange dagligt; hos enkelte op til otte gange. De kan bryde igennem om natten (gerne efter nogle timers søvn), men optræder også hyppigt i dagtimerne, f.eks. når man slapper af efter en lang arbejdsdag.
Periodernes længde og årstider
De fleste har anfald i perioder, der varer fra to uger til tre måneder og indfinder sig en-to gange årligt. Dette kaldes den periodiske form for Hortons Hovedpine/klyngehovedpine. Hovedpineperioderne afløses derefter af helt anfaldsfrie tidsrum, der kan vare fra måneder til år. Anfaldsperioderne indtræffer ofte på faste årstider hos hver enkelt patient, ofte i vinterhalvåret. 10-20 % af alle hortonpatienter rammes dog af smerterne året rundt uden anfaldsfrie perioder. Dette kaldes den kroniske form for Hortons Hovedpine.
Hvem får Hortons Hovedpine?
Ca. 1 ud af 1.000 personer lider af Hortons Hovedpine. Det vil sige, at der i Danmark er omkring 5.000 hortonpatienter, hvoraf 85 % er mænd. Hovedpinen indfinder sig typisk første gang i 20-40 års-alderen. Årsagen er ukendt, og hovedpinen ledsages ikke af andre sygdomme. Kun få hortonpatienter er arveligt belastede, men 7 % har familiemedlemmer, der også lider af sygdommen.
Prognosen
Forløbet af Hortons Hovedpine er meget individuelt. Der er dog en tendens til, at sygdommen bliver mildere med årene, med længere og længere anfaldsfrie perioder og kortere anfald. Smerterne kan imidlertid fortsat være kraftige. Et pludseligt uregelmæssigt periodeforløb efter mange års regelmæssighed er hyppigt et tegn på, at sygdommen er ved at aftage.
Faktorer, der kan fremprovokere Hortons Hovedpine
I selve anfaldsperioderne kan smerterne fremkaldes af forskellige stoffer, der udvider hjernens blodkar. Det kan dreje sig om selv små mængder alkohol, f.eks. blot et halvt glas vin, øl eller lignende. Andre risikofaktorer er nitroglycerin (der bl.a. gives mod hjertekramper), Viagra (Sildenafil, mod potensproblemer) og Persantin (forebygger blodpropper). Uden for klyngeperioderne tåles de samme stoffer som regel fint.
Hvordan stilles diagnosen?
Det er ikke svært at stille diagnosen, hvis man overværer et hortonanfald, for det ligner ingen andre former for hovedpine; korte, men gentagne smerteanfald med en varighed fra 30 minutter til 3 timer. Smerterne er meget voldsomme, og patienten er forpint, urolig og irritabel. Han eller hun er typisk rastløs, går hvileløst rundt og kan ikke holde ud at ligge ned. Anfaldene optræder ofte om natten, et par timer efter at man er faldet i søvn. Altid bag og omkring det ene øje og altid i samme side af ansigtet. Det begynder relativt hurtigt, og på få minutter når smerterne klimaks. Andre symptomer er et rødt øje, tårer, løbende eller tilstoppet næse og/eller et hævet, hængende øjenlåg.
På trods af disse karakteristiska kan der gå flere år, før diagnosen bliver stillet. Dette skyldes, at kun de færreste læger har overværet et anfald. Smerterne kan nemlig være så kraftige, at man ikke kan overskue at søge hjælp under anfaldet og i øvrigt er helt ude af stand til at køre bil. Det hele er derfor ofte overstået, inden man når frem til skadestuen eller lægen, og diagnosen må derfor stilles på baggrund af, hvad patienten selv eller de pårørende fortæller: beskrivelsen af smerterne, de ledsagende symptomer, uroen og patientens øvrige adfærd, den natlige ophobning af anfald og periodernes varighed.
Hertil kommer, at sygdommen så relativt sjælden, at ikke alle læger kan stille diagnosen. Hvis egen læge er i tvivl, kan en henvisning til neurolog blive aktuel. Undersøgelser hos tandlæge, øjenlæge, ørelæge og andre speciallæger er derimod kun sjældent nødvendige, ligesom hjernescanning kun i få tilfælde er påkrævet. Hverken blodprøver eller røntgenundersøgelser kanafsløre Hortons Hovedpine (klyngehovedpine), så en god beskrivelse af anfaldet er meget vigtig.
Årsagerne til Hortons Hovedpine
Tidligere foretog man en lang række undersøgelser – herunder CT-scanninger – der altid viste normale forhold. I de senere år er der indført en ny scanningsmetode, PET (Positron Emissions Tomografi), som meget præcist kan måle blodgennemstrømningen i de enkelte områder af hjernen. Denne scanning giver en slags levende billede af hjernen, mens de tidligere undersøgelser snarere svarede til et stillestående fotografi.
May, Bahra, Buchel, Frackowiak & Goadsby, The Lancet 1998
Ved PET-scanning har en enkelt forskergruppe påvist en øget blodgennemstrømning hos hortonpatienter i den del af hjernen, der hedder hypothalamus. Det er dette område, der fungerer som vores biologiske ur. Disse foranderinger er interessante, eftersom mange hortonpatienter rammes af anfald på faste klokkeslæt og de samme årstider. De forklarer imidlertid ikke, hvorfor der kan gå måneder og år mellem anfaldene. Men sådan er forskning: Enhver ny opdagelse udløser endnu flere spørgsmål. Ovenstående forsker man selvfølgelig videre i, og her på hjemmesiden bringer vi løbende informationer om, hvad der sker på området.
I øjeblikket arbejdes der med udforskning af blodgennemstrømningen i en af de hjernepulsårer, der ligger bag ved øjet. Tesen er, at der under anfald sker en udvidelse af hjernepulsåren. Når anfaldet aftager, enten spontant eller ved hjælp af ilt eller Imigran, bliver denne pulsåre normal igen. Med en ny såkaldt f-MRI-teknik kan man tage billeder af hjernens blodårer. Forhåbentlig kan denne forskning kan hjælpe os til at forstå, hvad der sker under et hortonanfald.
Lidt historie
Hortons Hovedpine er opkaldt efter den amerikanske neurolog Bayard Taylor Horton (1895-1980), der i mere end 50 år forskede i sygdommen og herunder fulgte ca. 1.200 hortonpatienter på Mayo-klinikken i Minnesota, USA. Allerede i 1641 blev de typiske symptomer dog beskrevet af den hollandske læge Nicolaas Tulp (foreviget af Rembrandt på maleriet "Anatomitimen"). I de efterfølgende århundreder blev sygdommen også omtalt af enkelte andre læger, men først i begyndelsen af 1900-tallet tog udforskningen fart, først ved W. Harris og dernæst B.T. Horton.
I 1952 beskrev E. Kunkel – som den første – det typiske, periodevise præg, der adskiller Hortons Hovedpine fra de fleste andre hovedpinetyper. Kunkel kaldte derfor hovedpinen for cluster headache (klyngehovedpine), og denne betegnelse foretrækkes i dag af de fleste hovedpineeksperter.
Behandling af Hortons Hovedpine
Behandlingen af Hortons Hovedpine er en specialistopgave. Behandlingsformerne er unikke, og de forskellige doseringer af medicin kræver erfaring og grundige forundersøgelser. Man skal derfor altid søge speciallæge.
Der findes to grundlæggende behandlingsprincipper: 1) anfaldsmedicin, der tages i forbindelse med selve udbruddet, og 2) forebyggende medicin, som indtages fast, hvorven anfaldene enten ikke bryder ud eller dæmpes. For en typisk hortonpatient er nedenstående de mest anvendte.
Akut ved anfald:
- Inhalation af 100 % ilt gennem maske
- Imigran-injektion
- Imigran eller Zomig-næsespray.
Forebyggende:
- Verapamil-tabletter (blodtryksmiddel)
- Lithium
- Binyrebarkhormon (i korte overgangsperioder).
Se mere om behandling her:
Anfaldsbehandling
Den mest effektive anfaldsbehandling er Imigran-injektion og Zomig-næsespray. 75 % af alle patienter er smertefri inden for 15 minutter efter injektionen. Der benyttes en pen, som minder om en insulinpen, og som patienten selv kan håndtere. Når injektionen har virket, kommer det samme anfald ikke tilbage. Enkelte hortonpatienter foretrækker Imigran-næsespray. Uanset metode må man højst indtage 2 doser Imigran i døgnet. Patienter med flere daglige anfald skal undgå et dagligt højt forbrug af Imigran og bør i stedet anvende forebyggende medicin.
En anden effektiv anfaldsbehandling er inhalation af ren ilt gennem en løs ansigtsmaske. Man inhalerer 7 liter pr. minut, og 75 % af alle patienter opnår en lindring efter 15-20 minutter. Det samme anfald kan dog efterfølgende bryde ud igen. Ilt kan benyttes ved hvert anfald. Iltapparaturet ordineres normalt via den lokale neurologiske afdeling eller praktiserende neurolog, mens iltleverandøren varierer fra region til region. Patienten har ingen egenudgifter ved behandlingen.
Mange hortonpatienter anvender både Imigran, Zomig-næsespray og ilt: Imigran ved anfald uden for hjemmet og ilt i hjemmet. Iltapparaturet er stort og umuligt at transportere rundt, og de små, mobile iltflasker indeholder kun ilt til få anfald. Samtlige typer håndkøbsmedicin er virkningsløse. Det samme gælder i de fleste tilfælde også receptpligtig smertestillende medicin, inklusive morfinpræparater.
Forebyggende medicin
Verapamil er det mest effektive forebyggende middel. Det tåles af de fleste hortonpatienter og virker på både den periodiske og den kroniske form for Hortons Hovedpine. De fleste kræver 320 mg i døgnet, fordelt på 4 doser. Depotpræparater er mindre effektive end almindelige Verapamil-tabletter.
Tidligere anvendtes også Lithium, Deseril og Prednison, men i dag er man overvejende gået bort fra dem. Dels har de mange bivirkninger, dels er Verapamil i kombination med anfaldsbehandling som regel effektivt. Imigran har ingen forebyggende effekt. Den forebyggende behandling skal fortsættes i fuldt omfang i mindst to uger efter det seneste anfald. Derefter kan medicinen forsøges nedtrappet over en uges tid. Behandlingen foregår kun i hortonperioderne.
Ikke-medicinsk behandling
Der kan i løbet af anfaldsperioderne opbygges betydelige spændinger i nakkemuskulaturen (i samme side som anfaldene). Direkte massage på nakkefæstet (friktionsmassage) kan udløse anfald, og fysioterapi bør derfor udsættes, til perioden er overstået. Patienter med den kroniske form for Hortons Hovedpine kan dog modtage forsigtig massage af musklerne i nakken og skuldrene.
De følgende behandlinger hjælper ikke mod smerterne:
- Blokader eller overskæring af nerver i ansigtet.
- Operationer i hjernen.
- Tandudtrækning med fjernelse af de tænder, som smerterne stråler ned i.
Alternativ behandling
Mange hortonpatienter har forsøgt såkaldt alternativ behandling, f.eks. akupunktur, zoneterapi, naturmedicin og healing. Der findes dog ingen dokumenteret effekt af disse behandlingsformer.
Ikke-medicinsk behandling, såsom fysioterapi og kiropraktorbehandling, forsøges ofte også i klyngeperioden, eftersom mange patienter oplever udstråling af smerterne til nakken og skulderen (selvom smerterne ikke stammer derfra). Heller ikke disse behandlinger har en dokumenteret virkning.
Når mange patienter alligevel oplever, at de alternative behandlinger har en vis virkning, kan det skyldes, at de ofte først påbegyndes et stykke tid inde i anfaldsperioden. Når anfaldene er ved at aftage, kan det fortolkes som et resultat af behandlingen, men om det virkelig er denne, der er årsagen, eller der blot er tale om klyngeperiodens spontane ophør, er uafklaret. Mange patienter konstaterer også, at den eventuelle effekt ikke indfinder sig ved næste klyngeperiode, hvis den alternative behandling indledes tidligt. Generelt er disse behandlingsmetoder utilstrækkeligt undersøgt.
