Rasmus fortæller om livet som hovedpineramt

Sidste sommer fik Rasmus Gøta sit første hortonanfald, en måned efter at han var blevet gift med sin mand. "Jeg var på arbejde, og højre side hang, så jeg blev indlagt på sygehuset. De troede, at det var en hjerneblødning, men efter undersøgelser i løbet af weekenden blev det konstateret, at jeg havde Hortons Hovedpine. Der blev både snakket blodprop i hjernen, tumor og kræft i løbet af de første 24 timer, så det var en brat opvågnen", fortæller han.

Herefter fulgte store omvæltninger, for Rasmus' liv er blevet vendt fuldstændig op og ned det sidste år. "Jeg er sygemeldt og har været det siden mit første anfald. Jeg har 8-10 anfald hver dag. Det har været en hård kamp at gå fra at arbejde 40 timer om ugen til at skulle tænke på fleksjob og førtidspension som 31-årig. Sygdomssnakken er hård for mig. Jeg vil gerne se positivt på det og tænke, at der er en udvej et eller andet sted, men jeg kan godt se, hvor det bærer hen. At anfaldene tager til og kun bliver værre og værre. Mens jeg før gik og måske havde et enkelt eller to anfald om dagen, kører det opad nu", siger Rasmus.

Man kan nemt føle sig alene, når man lider af en hovedpinesygdom, som de færreste kender til. "Selvom Vejle er en stor by, har jeg ikke mødt andre, der har det. Jo, så hører man måske om en bekendts bekendt, der har Hortons Hovedpine, men det er slet ikke på samme niveau, som jeg har. Dem, jeg hører om, som er på samme niveau, er ældre. Så hvis de er 60 år og stadig har så mange anfald, er der lang vej endnu, før det begynder at klinge af. Det har været verdens største kamel at sluge, men jeg skal lære at acceptere det og give slip. Der er røget mange penge i diverse alternative behandlinger og magneter og hullabulla-mænd, og jeg har kørt land og rige rundt for at prøve healing, men der er ikke noget, der virker. Ilten og sprøjterne er det primære", siger han.

Rasmus har været vant til at sidde med kommunen og med paragraffer i sit tidligere arbejde, så han regnede ikke med, at han selv skulle få brug for hjælp. "Jeg havde læst lidt om foreningen og tænkte, at det kunne jeg sgu godt selv klare. Men jeg kunne alligevel godt mærke, at overskuddet ikke var der. Så nu har jeg fået Christian fra Danmarks Patientforening for Hovedpineramte på som bisidder, og det har været en stor hjælp, at han sidder med til møderne. Det har gjort det hele nemmere for mig, og så er der heller ikke længere alt det stress".

Hortons Hovedpinen har også ramt Rasmus' hukommelse, men i patientgrupperne på Smerteweekenden fandt han ud af, at det er helt normalt. "Jeg kan ikke planlægge noget, medmindre jeg skriver alt ned. Jeg skal kode det ind i min kalender og skrive det på et stykke papir, og så skal jeg samtidig huske at sende en sms til min mand om det. Ellers kan der pludselig stå nogen og banke på døren, som skulle komme og spise, fordi jeg har glemt at sige det. Men det var rart at høre, at det ikke kun er mig, der har det sådan," siger han.