Standup-komiker Oliver Stanescu:
Ville ikke være ’ham med sygdommen’

 

billeder/oliver_stor_patientber.jpg

Oliver Stanescu blev diagnosticeret med sklerose

Da Oliver Stanescu blev diagnosticeret med sklerose, var han bange for at blive til ’ham med sygdommen’ blandt sine venner. Men så fandt han modet til at bruge erfaringerne med sin kroniske sygdom i sin standup-komik og vandt samme år den prestigefyldte titel som Årets Talent ved Zulu Comedy Galla.

Som 21-årig levede Oliver et ganske almindeligt ungdomsliv; gik i byen med sine venner, havde en dejlig kæreste og et job som teamleder på et lager, hvor han var i godt selskab med sine værdsatte kollegaer. Men omkring hans 22-års fødselsdag, begyndte det hele at falde fra hinanden.

Gennem længere tid havde især Olivers bedste kammerat bemærket, at Olivers balance og bevægelser blev mere og mere underlige. Da Oliver så en dag skulle sætte sig ind i sin kammerats bil og endte med at måtte kaste sig ind på sædet, da han ikke kunne koordinere både at bukke sig og træde ind på samme tid, gav kammeraten Oliver besked om, at nu var det altså tid til at gå til lægen og blive undersøgt.

"Jeg havde nok lidt den der maskuline indstilling, at hvor slemt kunne det være, det må jo kunne fikses! Jeg startede ved øjenlægen, da mit ene øje flakkede og satte sig fast. Men da fik jeg så beskeden om, at der ikke var noget galt med mit øje – det var inde i min hjerne, den var gal," fortæller Oliver.

To dage senere var Oliver blevet udredt for sklerose og kom i behandling. Men det stoppede ikke symptomerne, og Oliver oplevede flere og flere angreb fra sklerosen. Hans koordinationsevne og balance blev værre, og han var konstant træt og øm, da han måtte sove med hovedet hævet oppe af to hovedpuder, fordi han ellers blev for svimmel til at kunne sove.

Faldt i depression og modløshed

Oliver blev da nødsaget til at sygemelde sig fra sit job og gik fra en god fuldtidsløn til at måtte klare sig på kontanthjælp. Han var nemlig ikke berettiget til sygedagpenge på grund af sin opsparing, som Oliver havde sparet sammen for at kunne betale indskud til en lejlighed. Samtidig gik Oliver og kæresten fra hinanden, han savnede sine kollegaer og blev mere og mere bekymret for sin fremtid.

"Hele mit liv vendte bare 180 grader i den tid efter diagnosen. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med at være blevet kronisk syg så tidligt i mit liv, og kæmpede med følelsen af at give op. Jeg var bange for, jeg aldrig ville kunne finde en kæreste igen," siger Oliver.

Forholdet til kammeraterne forandrede sig også. Selvom sklerosen fyldte så meget i Olivers liv, passede han meget på med ikke at tale for meget om sin sygdom:

"Jeg ville ikke blive ’ham med sygdommen’ i vennegruppen og forsøgte ikke at tale for meget om det. Det var rigtig svært, når jeg blev inviteret med til noget, og jeg simpelthen ikke havde kræfter til det. Så fandt jeg tit på historier om, at jeg skulle noget andet, for ikke at skulle aflyse, fordi jeg ikke havde det godt," husker Oliver.

Sklerosen førte til trigeminusneuralgi

Multipel sklerose er en sygdom, hvor kroppens egne antistoffer og immunceller angriber isoleringen, der ligger rundt om nervefibrene i hjernen og rygmarven. Hver gang angrebene sker, opstår der forstyrrelser i nervesignalerne, hvilket kan ende med, at de angrebne nerveceller dør. Disse angreb fører til symptomer som træthed, synsforstyrrelser, lammelse eller stivhed i musklerne og usikker balance.

Indtil videre findes der ingen kur til at helbrede sygdommen. De fleste, der bliver ramt af sklerose, oplever enten en langsom forværring af symptomerne gennem livet eller en hurtig, kraftig forværring gennem en kort årrække. Meget af den medicin, der bliver brugt til at mindske symptomerne ved angreb og til at sløve udviklingen af sygdommen, har desværre også en del ubehagelige bivirkninger.

Nogle år efter at Oliver fik stillet sin diagnose, blev han pludselig også ramt af voldsomme smerter i ansigtet. Lægerne fandt ud af, at der var tale om trigeminusneuralgi, som højst sandsynligt var forårsaget af sklerosen. Ved MR-scanning af hjernen kan man nemlig se, hvor sklerosen har angrebet, fordi der efterlades ar på cellerne, og dermed kan man også se, om trigeminusnerven er blevet ramt.

Trigeminus er ansigtets følenerve, som består af tre grene på hver side af ansigtet: panden, den midterste del og den nederste del af ansigtet. Trigeminusneuralgi opstår oftest i en af de tre grene og giver jagende, skarpe smerter af fra ét sekund til to minutters varighed, som opstår flere gange i løbet af dagen.

Tilbage på ret køl med comedy

Midt i modløsheden kunne Oliver ikke beslutte sig for, hvad han skulle give sig i kast med for at komme videre. Ikke før en dag hvor hans storebror foreslog, om ikke Oliver, som den store standup-comedyfan han er, skulle prøve at melde sig til et open mic-arrangement i en standup-klub. Tjoe, hvorfor ikke, tænkte Oliver, og gik i gang med at skrive sit første fire minutters comedymateriale.

"Og så gik det bare vildt godt! Helt over forventning, det var så fedt," siger Oliver om sin første liveoptræden, der i dén grad gav ham blod på tanden efter at lave mere comedy.

Derfra gik det stærkt. Oliver havde sin trofaste kammerat siddende i stuen til at være testkanin på alt, hvad han skrev, og give sin ærlige mening om, hvad der var sjovt, og hvad der ikke var så sjovt.

Til at starte med handlede Olivers comedy mest om de klassiske emner såsom kærlighed og parforhold og mænd i forhold til kvinder. Men så begyndte COVID-pandemien og den dertilhørende lockdown, der betød, at det var slut med liveoptrædener.

"Så fordrev jeg tiden med at skrive et foredrag om mine erfaringer med at have sklerose, i håbet om at kunne hjælpe andre i samme situation. Men som jeg skrev mere og mere, gik det op for mig, hvor mange tragikomiske elementer der egentlig var i mit sygdomsforløb, og tænkte, det her må da vist hellere blive til et comedyshow," siger Oliver.

På toppen som ’Kronisk Sjov’

Det var dog noget af et spring at tage for Oliver, der tidligere nærmest forsøgte at undgå at tale om sin sygdom og nu helt modsat stod foran at ville underholde en hel sal fyldt af fremmede mennesker med sin meget personlige historie. Derfor var han også ret nervøs, da han for første gang testede sit nye show ved et open mic-event.

"Men igen gik det bare rigtig godt".

Jeg tror, at publikum kunne mærke, at jeg havde fået oplevelserne tilstrækkeligt meget på afstand, så det ikke føltes forkert at grine af det. Og så er det jo et meget ærligt show, der betyder rigtig meget for mig, og det tror jeg også, at publikum kan lide," siger Oliver.

Og det har han ret i. Showet, som Oliver har opkaldt ’Kronisk Sjov’, gik for fulde huse, fra det havde premiere på Comedy Zoo, og blev grundlaget for, at Oliver sidste år høstede den eftertragtede pris som ’Årets Talent’ ved Zulu Comedy Galla 2022. Det var en ærefuld anerkendelse, som Oliver aldrig havde drømt om at opnå.

En lys fremtid

I dag er Oliver flyttet sammen med sin nye kæreste og lever af sin comedy. For tiden er han i fuld gang med at skrive materiale til et nyt show. Oliver vil dog gerne undgå at blive den, der kun skriver om sygdom, så denne gang bliver materialet lidt bredere, men stadig med den ærlige og personlige tilgang, som han er kendt for.

Oliver er tilmed fri for skleroseangreb, siden han for to år siden blev godkendt til en ny behandling, der består i at få medicin via et drop, der tager fire timer, og ellers ingen medicin igen de næste seks måneder. Den fremtidige prognose er også lovende, lyder det fra Oliver:

"Da jeg sidst var til tjek hos lægen, fik jeg besked om, at jeg nok vil være omkring de 60 år, før jeg vil være svært påvirket af sklerosesymptomerne. Men da sklerose også er en af de sygdomme, der bliver forsket mest i, sker der hele tiden fremskridt, så måske det endda kan kureres til den tid," siger Oliver håbefuldt.



Hvilken type hovedpine har jeg?
Få alle fordelene som medlem
Er du pårørende?
Download et hovedpineskema

Er du pårørende til en hovedpineramt?

Så er Danmarks Patientforening for Hovedpineramte også til for dig. Vi støtter ikke kun patienterne, men også de nærmeste – bl.a. gennem rådgivning af de enkelte familier. Hvis vi fortsat skal kunne udvikle nye tilbud, er det vigtigt, at du som pårørende melder dig ind i foreningen. Dermed er du faktisk med til at hjælpe en, du holder af. Derfor kan du blive medlem som hovedpineven.

Følg os på Facebook og Instagram

Bliv medlem og få alle fordelene

  • Gratis patientrådgivning
  • Gratis Horton-maske
  • Gratis Hovedpinepas
  • Mulighed for psykoterapeut samtaler
  • Mulighed for en bisidderordning
  • Mulighed for rådgivning på din arbejdsplads eller dit uddannelsessted
  • Støt forskningen i hovedpinesygdomme
  • Modtag medlemsbladet Hovedsmerten to til tre gange årligt
  • Modtag gratis foldere
  • Kom til medlemsmøder og deltag i foreningens mange andre aktiviteter
Danmarks Patientforening for Hovedpineramte
Sdr. Stationsvej 28A th
4200 Slagelse
Tlf. 23 24 26 43
Mail:
Telefontid:
Tirsdag kl. 09-13
Onsdag kl. 10-14
Fredag  kl. 09-11
Christian Hansen, SekretariatslederChristian Hansen
Sekretariatsleder

Malina Pjettursson, SekretariatsmedarbejderMalina Pjettursson
Sekretariatsmedarbejder